lørdag den 21. maj 2011

UB - Pause

Så er min pause i Ulaan Batur snart slut, og jeg skal tilbage til min nomade-familie (imorgen...). Jeg har fået afleveret mit pas, så mit visum kan blive forlænget, jeg har fået handlet lidt godter ind, og fået købt flere sokker (4 par er åbenbart ikke nok..!). De første dage gik en smule langsomt, med bare at være her i vores guesthouse, med internet godt nok, men stadig kedeligt.
Igår og idag har dog været anderledes, da vi har set noget af det mongoliet har at byde på (ud over nomader). Igår var min nye ven Malen (hun er fra tyskland men har et svensk navn) og jeg til en traditionel, mongolsk koncert med både sang, musik og dans. Det var virkelig flot, men man måtte desværre ikke tage billeder, så der må jeg skuffe jer. Jeg kan dog fortælle at deres instrumenter er meget underlige at se på, men lyder lidt som de gamle instrumenter vi har i vesten (såsom banjo, blokfløjte og harpe). Tøjet kan jeg ikke rigtig forklare hvordan ser ud, men sangen den var virkelig speciel. De har mongolsk Long-song og Short-song, hvor Long-song er en masse aaaaaaaaaah og Short-song er mere ah-ah-ah. De har også det, der hedder Overtone-singing, hvilket kun mænd kan. De kan så til gengæld synge flere toner på samme tid, men jeg tvivler på det er rigtige ord de synger. Det lyder MEGET specielt, lidt ligesom en lille fugl er fanget i hans hals, og han prøver på at få den ud ved at sige ooooooooooh.
Efter koncerten og aftensmad gik Malen og jeg med en kvinde fra Projects Abroad på kareoke-bar. Det er de meget glade for her.. Men det er ikke som vi kender det, hvor man skråler løs for de andre gæster og naboerne. Her sidder man i et privat værelse (som ser ud som om der kunne komme en glædespige ind hvad øjeblik, det skulle være), man bestiller noget at drikke og så synger man ellers bare. Vi var kun 3, men det var meget hyggeligt alligevel. Men en kareoke-fan bliver jeg nok aldrig helt. 
Idag har Malen og jeg været i en national-park med andre frivillige fra Projects Abroad. Her prøvede vi at holde en ørn(en virkelig stor en af slagsen, den slags som kan dræbe ulve, har jeg fået fortalt..!), vi red en lille time på lejede heste og til sidst begav os op på et sjovt klippe-bjerg.
Det var på dette bjerg at vores staff-member fra projects abroad mistede sin kasket (den blæste af) og han besluttede at ville have den tilbage. Vi var dog meget nervøse, da han har brækket den ene arm. Vi ville helst ikke se ham brække den anden og lidt til.
Malen er på det samme projekt som mig, så vi skal følges ud til nomaderne imorges (vi bliver kørt af en chaffør fra projects abroad). Vi kan begge to ride, så derfor red vi mest for os selv idag. Min hest var dog både tynd og lille, så den ville ikke galopere. Håber virkelig der bliver mere ridning ude hos min familie fra nu af. Malen og jeg har lidt planlagt at vi bare kan ride hjem til hinanden, når vi keder os i løbet af dagen.. :D
Nu til billeder(jeg ved, det er det, i hungrer efter!!):
 Mig os så ørnen, som var virkelig tung(det tror jeg da pokker, hvis den kan slu ulve ihjel!!!). Og ja, det er kameler i baggrunden, som vi kunne betale for at ride på, men det var liiige lidt for dyrt, til at jeg gad. Jeg har jo faktisk redet på en dromedar(jeg håber det staves sådan, men den med kun en pukkel)
 Mig og min lille hest. Det var et utrolig flot område, vi red rundt i. Det var mere råt, end der hvor jeg bor med min nomade familie, fordi her var mere stenet og flere træer. Jeg vil tro at vores område minder lidt mere om ørken, end om bjerge.

Det var så os, der var af sted. Der var folk fra Canada, Frankrig, Holland, Tyskland, England og Danmark(hele 2, pigen med det orange tørklæde er også dansk).

Nu til gamle billeder, da folk gerne vil se hvordan der ser ud inde i vores ger:
Jeg sover på sengen til vestre, som i nok kan se på min taske. Jeg troede, at man altid skulle gå med uret rundt i geren, men det er åbenbart ikke så vigtigt. Hvad man til gengæld IKKE må er at gå mellem de to orange stolper. Jeg ved ikke lige hvorfor, men det er meget fy-fy. 

Som sagt tager vi ud til nomaderne imorgen, og jeg glæder mig på en måde. Dels fordi jeg nu har mine gaver til min familie, men også fordi jeg nu har masser af bøger og der er flere mennesker der ude, som jeg kan snakke med. Fra imorgen er vi 4 og der kommer en mere på tirsdag. Og selvom det er dejligt at være på internettet og man kan komme i bad, så er Ulaan Batur ikke min favorit-by. Den minder mest om byerne i de øst-europæiske lande, for nogle år siden. Og trafikken her har meget få regler, og de regler kan jeg ikke helt finde ud af. Derfor går jeg helst ikke udenfor.
Det er så det sidste indlæg i de næste 2 uger(eller der omkring). Næste gang jeg er her, vil det være juni måned og altså måneden, hvor jeg kommer hjem.
Jeg savner jer stadig, men jeg er der inden i kan nå at sige (hvornår er det, Jirina kommer hjem?). Husk jeg elsker jer alle sammen (i tilfælde af, at jorden går under, så er jeg hos jer, i jeres hjerter, ligesom i er hos mig :-* !).

tirsdag den 17. maj 2011

Wild Mongolia

Så kom det, øjeblikket i har ventet på. Min opdatering omkring livet her i Mongoliet, hos min nomade familie. Tell you what, det er vildt. Sådan virkelig vildt, primitivt og på en måde uvirkeligt.
Lige nu befinder jeg mig i Ulaan Batur, hvor jeg skal være til d. 22. Dette er fordi en anden voluntør skal der ud på samme dag, og turen derud er lang, så for at de ikke skal køre 2 gange.. Nå men, jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal få 4 dage til at gå med. Så jeg vil starte med dette blogindlæg.
Jeg blev kørt ud til min familie d. 30. April, men jeg blev ikke kørt til geren. I stedet blev jeg sat af i en landsby, hvor jeg boede i et lille hus med min husmor og husfar til d. 2. Maj. Efter det, gik turen til geren, som lå en time væk i et bakket landskab. Vi sad på ladet af en pick-up truck det meste af vejen, hvilket ikke er særlig behageligt. Da vi så kom ud til geren, faldt det hele ligesom ind i en fast rytme. Jeg havde haft meget hjemve (igen), da jeg var kommet til Ulaan Batur, men ude i ødemarken hvor der ikke var nogen rigtig kommunikation, blev det skubbet væk.
Hverdagen derude er ret simpel. Jeg troede, at jeg ville lave noget fra morgen til aften, men der tog jeg grundigt fejl. Det eneste tidspunkt, hvor der rigtig sker noget, er om morgenen (der er ikke noget fast tidspunkt, jeg har holdt øje med mit ur) hvor de voksne geder og får bliver gennet ud for at spise, mens de små lam og gedekid bliver hjemme halvdelen af dagen. De voksne kommer tilbage omkring middagstid, (af sig selv) og tager så de små med ud igen. Om aftenen bliver nogle af gederne malket, da de bruger mælken til deres berømte the, som de drikker HELE TIDEN. Er du gæst i en ger (også selvom du kun lige er der i 2 minutter) så får du en skål med the, som du drikker hurtigt eller langsomt, alt efter for travlt du har. Jeg drikker for det meste langsomt, fordi den er pokkers varm.
Det meste af dagen går med få ting, såsom at feje inde i geren, vaske op, sove, lave frokost og/eller aftensmad. Nogle få afvigelser har været disse:
Jeg har set hvordan de henter vand, hvilket de gør i en brønd et stykke fra hvor vi bor. Det er det samme sted, hvor hestene drikker vandt, så der var nok omkring 40 heste, der skulle have vand, inden vi kunne fylde vores tønder op. Jeg har set 3 får blive slagtet, et af dem blev dræbt fordi vi var ved at løbe tør for kød. De 2 andre blev dræbt af en ulv i forgårs. De små han-gedekid og han-lam blev kastreret, hvilket var en noget anderledes oplevelse. Det værste var nok, at de samlede "kuglerne" i en gryde og kogte dem til frokost (jeg kunne ikke få mig selv til at spise det.
Jeg har desværre ikke haft nok bøger med der ud, så jeg har været tvunget til at læse den samme bog to gange. Ud over det, har jeg haft en masse tid til at tænke, over mange forskellige ting. Mest af alt har jeg tænkt over, hvor meget jeg savner Danmark, selvom jeg ved det er forkert. Derfor har jeg planlagt at få købt en masse bøger, som jeg kan tage med der ud.
Vejret var meget koldt i starten med sne og blæst. De sidste dage har det dog været virkeligt varmt, så jeg har siddet udenfor og nydt udsigten og ja, tænkt.

Jeg har fundet ud af, at min pakke fra Danmark er kommet, hvilket gør mig virkelig glad. For det første, er det første gang jeg får noget fra Danmark, mens jeg har været væk. For det andet, er mine gaver, til min værtsfamilie i den (og min cowboy-hat, hvilket jeg har manglet. Jeg er blevet godt rød på næsen).
Jeg skal have forlænget mit visum en af dagene, nok imorgen, da jeg vil gå ind i Juni måned, mens jeg er hos min familie igen. Det vil være lidt uvirkeligt at komme ind i den måned, hvor jeg skal hjem, men jeg håber at jeg vil opleve mange flere spændende ting, inden jeg skal hjem.
Nu til billederne:
 Det er så her jeg bor. Billedet er taget på en bakke, der ligger bag ved vores område. Det her er altså ca. hvad jeg ser hver morgen, når jeg står op (bortset fra, at der er begyndt at komme græs op af jorden, så det hele ser grønnere ud nu)
 Dette billedet er taget en morgen, hvor det havde sneet om natten. Sneen smeltede i løbet af dagen, men det var stadig virkelig koldt - uhh (Jeg blev forkølet..)
 Et lille gedekid, der bliver kastreret. Manden med kniven skærer hul på pungen og smutter kuglerne ud, ligesom mandler. Godt, jeg ikke var en dreng, ellers ville det måske gøre lidt ondt på sjælen at se det.
 Her ses noget af det traditionelle, mongolske tøj. Kvinden til højre er min husmor. Manden til venstre bor i samme område som os (geren ved siden af os), kvinden med den lange læderjakke er min husmors og husfars datter, den sidste ved jeg ikke hvem er. Billedet er taget til en fest, vi var til, hvor alle drak rigtig meget mongolsk vodka og blev stang-stive. Dette er altså deres fine tøj.
 Børnene er meget glade for vestlinge, tror jeg. De vil hvert fald alle sammen holde mig i hånden. Derfor blev der også tid til en foto-shoot. 3 af børnene bor samme sted som jeg, så dem kender jeg. Pigen i den røde er den ældste, og hun er rigtig glad for mig.
Sidst men ikke mindst, en solnedgang. Det er utrolig smukt, ingen tvivl om det. Billedet er ikke taget i nærheden af vores ger, men det er smukt alligevel. 

Til sidst lidt fakta om min familie: De har 3 børn, 2 drenge og en pige. De er alle sammen omkring min alder, jeg vil skyde på mellem 19 og 24 år. Pigen, Baska, kan tale nogenlunde engelsk, men hun kommer først og bor sammen med os i Juni måned, da hun går i skole. Drengene, Nazgar og Dalai, rider meget og tager sig af hestene (jeg har kun været ude og ride en enkelt kort tur..), moderen, Gerelma, er den jeg har set mest til og været mest sammen med. Faderen, Davadorj, har ikke været så meget ude i geren, men når han er, laver han lidt af det hele. 

Indtil videre, har jeg været den eneste på nomade-projektet, så jeg har ikke haft nogen at tale med i 2 uger (det meste kommunikation med min familie går med tegn-sprog og få mongolske og engelske ord). Der er dog kommet 2 nye derud igår, hvor jeg blev hentet, og der er en pige her, som også skal derud, når jeg skal derud igen. Jeg håber det betyder, at jeg får nogle at snakke lidt med en gang imellem. 

Det blev til en meget lang blog, men der var jo også en masse at fortælle, når jeg ikke har blogget i 2 uger. Måske kommer der et blogindlæg mere, inden jeg tager ud til geren igen, men jeg ved det ikke. Det kommer an på, om der sker noget spændende i løbet af de næste dage. 
Glæder mig til at komme hjem og fortælle jer det hele, husk jeg elsker jer alle sammen :-*