UB - Pause

Så er min pause i Ulaan Batur snart slut, og jeg skal tilbage til min nomade-familie (imorgen...). Jeg har fået afleveret mit pas, så mit visum kan blive forlænget, jeg har fået handlet lidt godter ind, og fået købt flere sokker (4 par er åbenbart ikke nok..!). De første dage gik en smule langsomt, med bare at være her i vores guesthouse, med internet godt nok, men stadig kedeligt.
Igår og idag har dog været anderledes, da vi har set noget af det mongoliet har at byde på (ud over nomader). Igår var min nye ven Malen (hun er fra tyskland men har et svensk navn) og jeg til en traditionel, mongolsk koncert med både sang, musik og dans. Det var virkelig flot, men man måtte desværre ikke tage billeder, så der må jeg skuffe jer. Jeg kan dog fortælle at deres instrumenter er meget underlige at se på, men lyder lidt som de gamle instrumenter vi har i vesten (såsom banjo, blokfløjte og harpe). Tøjet kan jeg ikke rigtig forklare hvordan ser ud, men sangen den var virkelig speciel. De har mongolsk Long-song og Short-song, hvor Long-song er en masse aaaaaaaaaah og Short-song er mere ah-ah-ah. De har også det, der hedder Overtone-singing, hvilket kun mænd kan. De kan så til gengæld synge flere toner på samme tid, men jeg tvivler på det er rigtige ord de synger. Det lyder MEGET specielt, lidt ligesom en lille fugl er fanget i hans hals, og han prøver på at få den ud ved at sige ooooooooooh.
Efter koncerten og aftensmad gik Malen og jeg med en kvinde fra Projects Abroad på kareoke-bar. Det er de meget glade for her.. Men det er ikke som vi kender det, hvor man skråler løs for de andre gæster og naboerne. Her sidder man i et privat værelse (som ser ud som om der kunne komme en glædespige ind hvad øjeblik, det skulle være), man bestiller noget at drikke og så synger man ellers bare. Vi var kun 3, men det var meget hyggeligt alligevel. Men en kareoke-fan bliver jeg nok aldrig helt. 
Idag har Malen og jeg været i en national-park med andre frivillige fra Projects Abroad. Her prøvede vi at holde en ørn(en virkelig stor en af slagsen, den slags som kan dræbe ulve, har jeg fået fortalt..!), vi red en lille time på lejede heste og til sidst begav os op på et sjovt klippe-bjerg.
Det var på dette bjerg at vores staff-member fra projects abroad mistede sin kasket (den blæste af) og han besluttede at ville have den tilbage. Vi var dog meget nervøse, da han har brækket den ene arm. Vi ville helst ikke se ham brække den anden og lidt til.
Malen er på det samme projekt som mig, så vi skal følges ud til nomaderne imorges (vi bliver kørt af en chaffør fra projects abroad). Vi kan begge to ride, så derfor red vi mest for os selv idag. Min hest var dog både tynd og lille, så den ville ikke galopere. Håber virkelig der bliver mere ridning ude hos min familie fra nu af. Malen og jeg har lidt planlagt at vi bare kan ride hjem til hinanden, når vi keder os i løbet af dagen.. :D
Nu til billeder(jeg ved, det er det, i hungrer efter!!):

 Mig os så ørnen, som var virkelig tung(det tror jeg da pokker, hvis den kan slu ulve ihjel!!!). Og ja, det er kameler i baggrunden, som vi kunne betale for at ride på, men det var liiige lidt for dyrt, til at jeg gad. Jeg har jo faktisk redet på en dromedar(jeg håber det staves sådan, men den med kun en pukkel)

 Mig og min lille hest. Det var et utrolig flot område, vi red rundt i. Det var mere råt, end der hvor jeg bor med min nomade familie, fordi her var mere stenet og flere træer. Jeg vil tro at vores område minder lidt mere om ørken, end om bjerge.

Det var så os, der var af sted. Der var folk fra Canada, Frankrig, Holland, Tyskland, England og Danmark(hele 2, pigen med det orange tørklæde er også dansk).

Nu til gamle billeder, da folk gerne vil se hvordan der ser ud inde i vores ger:

Jeg sover på sengen til vestre, som i nok kan se på min taske. Jeg troede, at man altid skulle gå med uret rundt i geren, men det er åbenbart ikke så vigtigt. Hvad man til gengæld IKKE må er at gå mellem de to orange stolper. Jeg ved ikke lige hvorfor, men det er meget fy-fy. 

Som sagt tager vi ud til nomaderne imorgen, og jeg glæder mig på en måde. Dels fordi jeg nu har mine gaver til min familie, men også fordi jeg nu har masser af bøger og der er flere mennesker der ude, som jeg kan snakke med. Fra imorgen er vi 4 og der kommer en mere på tirsdag. Og selvom det er dejligt at være på internettet og man kan komme i bad, så er Ulaan Batur ikke min favorit-by. Den minder mest om byerne i de øst-europæiske lande, for nogle år siden. Og trafikken her har meget få regler, og de regler kan jeg ikke helt finde ud af. Derfor går jeg helst ikke udenfor.

Det er så det sidste indlæg i de næste 2 uger(eller der omkring). Næste gang jeg er her, vil det være juni måned og altså måneden, hvor jeg kommer hjem.

Jeg savner jer stadig, men jeg er der inden i kan nå at sige (hvornår er det, Jirina kommer hjem?). Husk jeg elsker jer alle sammen (i tilfælde af, at jorden går under, så er jeg hos jer, i jeres hjerter, ligesom i er hos mig :-* !).