Ude godt, men hjemme bedst..

Nu er det ca. en måned siden, jeg kom hjem. Det virker som om det er 100 år siden jeg var af sted, men tiden her hjemme er alligevel fløjet af sted. Jeg har bl.a. været en uge i Spanien og 2 uger i sommerhus, siden jeg kom hjem, så det er ikke meget jeg har været i København.
Når jeg tænker på tiden, hvor jeg var væk, så virker det så mærkeligt. Normalt når jeg har været ude og rejse, på ferie osv. så er tiden forsvundet mellem alt det sjove, jeg har oplevet. Men sådan kan jeg ikke få mig selv, til at tænke på min tur. Den har påvirket mig så meget, at de 4 måneder for altid vil være de længste i mit liv. Specielt i Mongoliet, hvor tiden gik på en helt anden måde, det virker som en menneskealder for mig.

Jeg havde ikke troet, at jeg ville sige det her, men der er noget, jeg savner. Ikke en specielt ting, en bestemt person eller en oplevelse. Naturen. Både i Cambodia, på vores lille ø og de evige sletter og bjerge i Mongoliet. Når man kommer fra et land som Danmark, hvor vi ikke har meget variation i naturen, så er bjerge godt noget man kan blive afhængig af. Et bjerg for mig er næsten uvirkeligt, fordi Danmark er så flat. De lande, der har bjerge er heldige, efter min mening. Det at have en gigantisk sten, der stikker op af landskabet, det må da være helt fantastisk.
I Cambodia var det tropiske klima og dertilhørende tropisk natur også noget særligt. Specielt på insekt-fronten. Jeg er ikke meget for insekter, slet ikke når de kan flyve. Edderkopper og slanger står heller ikke højt på min liste. Vi har jo hav her, og strande og sol. Men i Cambodia var det blandingen af det hele, der gav det et ekstra klik. Menneskerne, måden vi boede på og det at skulle sove i myggenet, det gjorde det så anderledes, at jeg umuligt kan sammenligne det med noget, vi har i Danmark. Efterskole har jeg tit følt var lidt der hen af, men myggenettene og hytterne vi boede i, det finder man ikke på efterskoler i Danmark.

Jeg er hjemme nu, jeg er så småt kommet ind i rutinen igen, og jeg skal starte på universitetet d. 22 August. Mine forældre minder mig om, at jeg skal sende en pakke med billeder og ting til min værtsfamilie i Mongoliet, men på det punkt sidder rejsen nok stadig i mig. For jeg bliver ved med at tænke, at der er masser af tid. At det ikke er så lang tid siden, jeg er kommet hjem. Og at jeg nok skal nå det hele.

It's the final countdown

Det er det virkelig. Imorgen, på dette tidspunkt, er jeg på vej tilbage mod Danmark. Jeg glæder mig helt vildt, selvom det selvfølgeligt er sørgeligt, at min rejse er slut.
Mine dage her i UB har ikke budt på så meget, da jeg ikke rigtig har lavet andet end at købe gaver og se et enkelt museum. Det var ikke det fedeste..
Jeg kunne måske godt mødes med nogle af de andre frivillige, men det virkede så dumt, når jeg skulle hjem lige om lidt. Desuden er jeg blevet vandt til at være alene, efter al den ensomhed ude hos nomaderne.
At købe gaver her er ikke specielt nemt, da Mongoliet har VIRKELIG mange butikker, hvor man kan købe gaver og souvenirs. Det er på grænsen til latterligt, og første dag jeg gik ud for at kigge, købte jeg ikke rigtig noget, fordi det simpelthen var så overvældende. Jeg har dog fuldent min shopping med den sidste gave idag, og jeg har prøvepakket min taske, for at se om det hele kunne være der. Det kan det godt..

Jeg er en smule spændt på rejsen imorgen. Hvordan det kommer til at gå osv. Jeg skal vente 5 timer i Beijing, men har ikke rigtig nogle penge, så hvordan de timer kommer til at gå, ved jeg ikke. Så skal jeg flyve i 11 timer fra Beijing til Heathrow og derefter er det hjem til KBH. Mit fly lander 23.05 eller sådan noget, så jeg skal rejse i næsten 24 timer (når man tager højde for tidsforskellen). Jeg skal nok klare den, håber det hvert fald.

Jeg tror nok, at jeg har fået sagt ordentligt farvel til UB og Mongoliet. Sådan føles det hvert fald. Lige nu venter jeg bare. Venter på, jeg skal videre, skal af sted til lufthavnen, skal hjem. Dagen er forløbet med alle de ting, jeg har set frem til i lang tid. At købe mine gaver og pakke min taske ordentligt til flyveturen (det er dog ikke helt gjort, da min computer også skal i tasken på et tidspunkt) og så har jeg taget et bad, så jeg ikke føler mig ulækker og beskidt, når jeg skal ud og flyve imorgen.
Mongoliet har givet mig så meget, og jeg vil sige at jeg nok er kommet tættere på landet, end jeg kom på Cambodia. Jeg har set landende fra 2 forskellige vinkler, men Mongoliet har givet mig så mange forskellige ting, hvor livet i Cambodia mest bød på det samme. Jeg har set årstiderne skifte her, hvilket virkelig er underligt (det er som om, det skifter fra den ene dag til den anden..). Cambodia var fantastisk dejlig og afslappende, og dykningen blev virkelig fed til sidst. Mongoliet har været en udfordring på så mange måder, både fysisk og psykisk. I Cambodia var de andre frivillige, min familie. Her havde jeg min egen, rigtige familie, som jeg kom til at holde af, det kan man nok ikke undgå.
Jeg kan slet ikke få forklaret det rigtigt, men det er nok fordi jeg ikke har set det hele i perspektiv endnu. Rejsen, de ting jeg har set, de ting jeg har prøvet. Det er virkelig fantastisk at jeg har været på sådan en rejse. Mit gamle jeg indså aldrig helt, hvad det var. Mit nye jeg, mit berejste jeg, har overvundet udfordringerne og er stolt af at komme hjem, med så meget at fortælle. 

For sidste gang...

Så er jeg tilbage i UB for sidste gang, jeg har sagt farvel til de Mongolske stepper og har nu 5 dage at bruge her i byen.
Vi blev hentet en dag for tidligt, da en anden frivillig SKULLE være tilbage her kl. 10 idag. Jeg troede, at vi ville blive hentet om aftenen, så jeg havde hele dagen sammen med familien, men bilen kom allerede kl. 12. Det blev et hurtigt farvel, da chafføren havde travlt (meget irriterende, at vi ikke kan få lov til at sige ordentligt farvel...!).
Da vi så kom ind til byen, ramte vi en kæmpe trafikprop, som vi så sad i i 4 timer (lovely). Efter en velfortjent bad, gik vi ud for at finde en restaurant, men de fleste lukker for køkkenet inden 9 (det er dog først noget de siger EFTER vi har studeret menu-kortet og fundet ud af hvad vi vil have..). Vi fandt dog til sidste et sted, hvor en af de andre frivilliges mongolske ven gav vores mad. Han tog os så med til biografen, hvor vi nåede at fange det meste af Pirates of the Carribian 4. Idag har jeg drøn ondt i hovedet og problemer med maven(vil ikke gå i dybere detaljer), og det har regnet de sidste 2 dage. Så ja, idag er ikke en af de gode.
De sidste dage ude hos familien, var det nogle nye frivillige, der var der sammen med mig (men ingen har endnu været på projektet så længe som mig). En af dem boede lige ved siden af mig, så vi så hinanden hele tiden. Det var rigtig godt, men det var dog ikke det samme uden Todd og Malin.
Min værtsmor har ikke været der ude de sidste dage, da hun er syg. Hun har været her i UB hele tiden, og jeg skulle have mødt hende i dag, men da jeg er syg, har vi flyttet det til imorgen tidlig. Jeg burde tage forbi projects abroad for at høre om hvordan og hvorledes jeg kommer til lufthavnen (jeg skal være der MEGET tidligt om morgenen - faktisk er det natten mellem søndag og mandag). Jeg har ikke meget lyst til at tage en taxa der ud alene, når det er om natten, men de andre frivillige har kun fået penge til en taxa. Jeg håber, jeg kan tale dem fra det, selvom det nok bliver svært at overbevise dem om, at jeg har brug for en chaffør kl. 3 om natten. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme hjem, nu da eventyret her faktisk er helt overstået. Jeg har kun nogle tourist-dage tilbage, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal bruge. Det skal jeg måske snakke med PA om. Nå men nu til billederne:

 Lige da vi var flyttet ned til floden, satte drengene en basket-ring op, som de har brugt næsten hver aften. Når det kun er de lokale drenge, der spiller, så er det nok halvt brydning, halvt basket.

 Dagen inden vi tog af sted(altså i forgårs), red Liz og jeg ned til floden. Liz er den frivillig, der bor ved siden af mig. Her tog vi lidt billeder, da vi begge gerne ville have billeder af hvor vi red. Hesten har jeg døbt Celeste, selvom det kun var en jeg havde lånt. 

 Den sidste aften bevidnede vi noget af en slagtning, da Liz' families skulle til byen og sælge kød. For at sælge kød, skal de jo have noget, så de dræbte 7 får og 2 geder. Det var noget, af en oplevelse, og virkelig ulækkert til tider. Men det er jo sådan de tjener penge (og ja, han har hånden inde i maven på fåret, som endnu ikke er dødt..)

 Som jeg skrev, har det regnet i 2 dage og det begyndte igår. Her kan man altså se det uafbrudte regnevejr komme nærmere..

Disse 2 ger'er var vores, hvor jeg boede i den til vestre. Udsigten var meget smuk, særligt i øjeblikke som dette. 

Det var den sidste nye opdatering. Jeg skriver ikke så meget pga. hovedpinen, men jeg kommer jo heldigvis snart hjem, så jeg kan fortælle det i egen person. Jeg har hørt, at det skulle bliver godt vejr på Roskilde, dejligt at høre, selvom jeg er den eneste fra familien, som IKKE skal på festival. 

Måske kommer der et indlæg, inden jeg rejser, for at beskrive mit møde med min værtsmor imorgen og hvordan jeg får dagene til at gå her. 

Pas godt på jer selv og vi ses snart. Og husk jeg elsker jer :-*

"One more time"

Endnu en gang i UB, selvom jeg kun har været ude hos min familie i 9 dage (som jeg skrev tidligere). Grunden til, at jeg kom tilbage var, at Malin og Todd skal rejse, så de skulle tilbage under alle omstændigheder. Hvis jeg ikke tog med dem her, så skulle jeg være ude hos familien i virkelig lang tid, hvilket jeg ikke er så god til (man bliver en smule sindsyg..). Jeg vil bruge tiden herinde på at købe ting til min familie, da jeg syns de skal have nogle farvel-gaver (når jeg tager derud igen, er det sidste gang jeg skal være der !!!). Jeg har tænkt mig at købe en masse slik, mad og sodavand som vi kan spise og drikke sammen derude. Det virker som en god idé i mit hoved, da de er meget flinke til at dele ud af de ting, de selv køber med fra UB.
Jeg skal nok derud igen d. 17. og så tilbage d. 22, så det bliver til små 5 dage hos min familie. Jeg er begyndt at holde af dem, særligt min værtsmor som simpelthen kan være så fjollet en gang imellem (hun minder mig rigtig meget om mormor).

Nu til de ting, der er sket, mens jeg har været derude. Som i nok læste tidligere, så regnede jeg med at min familie ville flytte ned til floden i dagene efter jeg ankom. De flyttede dog den morgen, hvor jeg kom om eftermiddagen, så det missede jeg desværre (øv..!). Dog fik vi efter nogle dage bygget en ekstra ger, så man familie nu har to. Den nye er meget større en den gamle, og der er jeg så heldig at bo med min værtsmor og værstfar når han en sjælden gang er der (han arbejder i landsbyen, så kan ikke komme ud til os så tit). Malin, Todd og jeg har været så heldig at bo meget tæt på hinanden, så vi har set hinanden flere gang om dagen. Anna er taget ud og rejse rundt i Mongoliet nu, men hendes familie er ikke flyttet til floden, så hun boede VIRKELIG langt væk fra os, meget sørgeligt.
Jeg har været ude og ride noget mere, sidste gang var igår, men sadlen har givet mig det største blå mærke på indersiden af mit lår (jeg pev ikke, da jeg var bange for de ikke vil lade mig ride mere - de passer virkelig meget på mig, de vil ikke have jeg kommer til skade). De sidste dage har været virkelig varme, og det har næsten været ubehageligt at være udenfor.
Jeg har ikke været nede og bade i floden, dels fordi vandet er virkelig koldt, dels fordi det er rigtig beskidt (og meningen var jo, at jeg skulle blive ren af at bade).
For at have noget at lave, har Malin og jeg prøvet at lave kæpheste til de mindre børn, men hovedet blev så stort, at de ikke rigtig kunne løfte den. Vi havde købt skumfiduser sidste gang, vi var i byen, da vi gerne ville lave et bål og grille dem. Det var mest for børnenes skyld, men vi 3 frivillige nød det virkelig meget. Børnene var mere interesseret i ilden, hvilket til min store frygt, resulterede i en af drengene besluttede at springe hen over det. Så fik han en skideballe af mig, slut prut færdig.
Da både Malin og Todd er færdige derude, er jeg næsten alene der ude. Der er nogle andre frivillige rundt omkring, men de bor ikke så tæt på som Malin og Todd gjorde (jeg ved faktisk slet ikke hvor der bor..) Men da jeg ikke skal være derude så længe, denne gang, så tror jeg godt, jeg kan klare den.
Picture-time:

 En aften, jeg ikke havde noget at lave, gik jeg til floden for at se solnedgangen. Som sagt, de er alle sammen virkelig flotte.

 Min værtsmor, Gerelmaa, hun er lidt fjollet.

 Det er så her vi bor nu. Det er virkelig flot, men også meget støvet og varmt. !!

 Vores bål og skumfiduserne. Det var ikke kun børnene, der kom og kiggede. En del af kvinderne syns også det var ret spændende.

 Mig i mit cowboy-øjeblik. Med hat og det hele :D

Sådan ser det så ud, når man bygger en ger op. Dette er skelettet. Udenpå kommer så et lag af filt og så det hvide stof-lag, der holder det hele på plads. 

Det var lidt billeder fra denne gang. Næste gang kommer der nok billeder af min afsked ( :'/ ! ), men forhåbentlig også billeder af andre spændende ting. 

Jeg er klar til at komme hjem nu, da jeg føler at jeg har oplevet det hele. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og se jer alle sammen igen og fortælle jer alt om, hvad jeg har oplevet. Selvom mine blogs godt kan være lange, så får jeg jo ikke engang halvdelen med, så i kan godt glæde jer. 

Måske kommer der et indlæg imorgen.

Husk jeg elsker jer alle sammen :-*

"Jeg vil male dagen lys"

Idag, lørdag, stod den endelig, efter 3 måneders venten, på frivilligt ARBEJDE. Jep, i stedet fpr at kigge på eller nøle efter et dykkerbevis eller hvad jeg ellers har lavet, så har jeg idag malet et børnehjems sommerlejr. Det var faktisk kun stakittet rundt om husene og nogle enkelte døre, men det gjorde virkelig en forskel da malingen var falmet og skallede af over det hele.
Vi var en god portion af sted inkl. en dreng fra vores guesthouse, som vi inviterede med i sidste øjeblik (vi får mange venner her på guesthouset, da vi hele tiden kommer tilbage og en god del af dem har været eller skal være her i lang tid..). Efter vi havde malet uafbrudt i 3 timer, stod den på autentisk, mongolsk mad. Det har jeg jo nemlig ikke smagt før. Eller fået 2 gange om dagen de sidste 4 uger..!
Men ak, det var jo ikke det, jeg var der for, så maden spillede ikke den store rolle. Jeg ville have hjulpet med at lave maden, da jeg har set min værtsmor gøre det 100 gange, men jeg havde maling på fingrene. Det med at vaske hænder osv, det går folk godt nok ikke så meget op i her, men jeg tror de andre frivillige ville have rynket lidt på næsen, hvis der blev serveret grønne dumblings..
Malin og jeg har fået handlet ind i State Department Store, til vores ophold hos vores familier, og jeg fik købt mig en vestlig is. Jeg har vovet mig ud i de mongolske is, men efter jeg fik en is lavet af *gisp* gedemælk, holder jeg mig langt væk fra is, jeg ikke ved hvad er (jeg kunne jo ikke læse om der stod med vanilie smag, eller med ekstra gammel ged)!!!
Der kommer også nogle nye frivillige ud til os snart, men de skal kun være der nogle uger, så jeg får ikke nogen til at erstatte Malin, når hun skal hjem. Jeg skal muligvis være alene, ude hos min familie, i den sidste uge, jeg skal være der..
Så er der lige et billede, af vores flotte arbejde:

 Jeg var så heldig at male grøn og hvid, de 2 farver, der var allermest af...  

Efter malingen, var der som sagt frokost (kl.15.30..) i solskinnet. Sommerlejren ligger i virkelig smukke omgivelser, med grønne bjerge træer, blomster og masser køer og heste. Lidt ligesom at være i de svenske fjelle om sommeren, vil jeg tro. 

Det er så den seneste opdatering, tror jeg. Der sker ikke så forfærdelig meget her i byen, men på den anden side sker der heller ikke så meget ude hos min familie. Og her er der i det mindste internet, for at få tiden til at gå lidt bedre. 

Som jeg skrev i sidste blog, så regner jeg stærkt med at komme tilbage hertil d. 14. så der vil nok komme et nyt indlæg lige efter der. 

Jeg håber i har det godt alle sammen, og at vejret er med jer, for her er det efterhånden solskin hver dag. Husk jeg elsker jer alle sammen :-*

Så kom Juni

Endnu en pause i UB, hvor vi kom i bad og fik noget andet mad end traditionel, mongolsk mad(som for det meste består af tørret kød, løg, hvidkål, kartofler, gulerødder og nudler i en eller anden form - i hvert måltid).
Sommeren er for alvor kommet til Mongoliet med varmere dage, mere græs og nye ting, der skal ordnes hver dag. Vi malker nu gederne hver dag, for at få mælk til yougurt, ost og mælk til teen, men det er bare virkelig hårdt, når det er varmt også.
Som jeg skrev tidligere, så er vi nu 4 frivillige på projektet, og vi har set meget til hinanden, mens vi har været der ude i det vilde.
Igår, d. 1. Juni, var det Mother and Child day, hvilket indebar en lille Nadaam Festival i vores landsby (hvor alle familierne har et lille hus, ud over deres ger i bjergene). Naddam festivalen er i midten af Juli, så jeg var glad for, at jeg i det mindste kunne få en lille smagsprøve på, hvordan det foregår. Nadaam festivallen indeholder de 3 mandlige dicipliner ridning, bueskydning og mongolsk brydning. Vi så hesteløb (den mongolske facon - børn mellem 5 og 12 år rider på meget unge heste over lange distancer, den der kommer først vinder) og brydning, men ingen bueskydning. Vi blev samlet op om eftermiddagen, hvilket passede mig fint, da folk i dagens anledning drikker meget - det er ikke lige noget for mig.
Idag har jeg så hentet mit pas, med forlænget visum, så der er forhåbentlig ingen problemer resten af turen. Vi har fået handlet lidt, men jeg tror vi skal købe mere imorgen.
Det er åbenbart ret normalt, at man køber ting til andre, når man er i UB, så det vil jeg så gøre til min familie. Ud over det, vil jeg købe slik til børnene, der hvor jeg bor, fordi de stjæler mit slik. Jeg vil gerne holde det for mig selv, indtil jeg selv vælger at dele, så hvis de får deres eget arsenal, så behøver jeg måske ikke at være urolig for mit slik.
Jeg har fået redet lidt mere, et par gange er det blevet til. Dog er det ikke i nærheden af hvad jeg gerne vil, men håber på det bliver bedre. Jeg har dog haft mit eget cowboy-øjeblik hvor jeg med cowboy-hat red alt hvad jeg kunne, tilbage til min familie (fra en af de andre frivillige) mens det tordnede. Yes sir, jeg følte mig VIRKELIG sej. Det var dog min sidste ridetur så..

Jeg tager tilbage til min familie d. 5. juni og kommer nok tilbage hertil d. 14. (altså er jeg 9 dage derude) derefter tager jeg nok tilbage d. 17. og kommer hertil igen d. 23. da jeg gerne vil have nogle dage til at købe souvinirs og se museer osv.
Altså har jeg omkring 2 uger tilbage hos min familie, hvilket jo i virkeligheden ikke er særlig meget. Jeg vil dog vove at påstå, at tiden går anderledes derude. Til tider går den utrolig langsomt, men så bliver man pludselig forbavset over, at endnu en dag er gået.
Jeg glæder mig virkelig meget til at komme hjem, men jeg kan ikke rigtig tænke på at turen her vil være slut, uden at blive lidt trist. Men turen er jo ikke slut endnu!!!! Så her kommer lidt billeder:

 Indtil nu har jeg oplevet 3 støvstorme, hvilket er virkelig underligt. Solen skinner og det er næsten vindstille. Pludselig ser man den her brune mur af støv komme mod en, og så er det ellers bare om at binde ting fast og lukke alle sprækker i geren. Den er over en, hurtigere en man ville tro muligt, men den er ovre efter ca. 20 min. Men vildt ser det nu ud.

 Malin og jeg havde haft en virkelig kedelig dag, med meget få ting at lave, så dagen efter besluttede vi at gå ud til et bjerg ret langt væk fra hvor vi bor. Da vi kom til toppen (ikke så godt, når man er højdeskræk men pyt), var det så flot!! Som i kan se på billedet, så er der bjerge i alle retninger, og det ligner næsten et forstenet hav. Min hat er blevet brugt flittigt.. !

 Mongolsk brydning, hvor det er dregen til vestre, der har det traditionelle brydningstøj på(hvilket ser virkelig dumt ud, efter min mening). Forskellen på mongolsk brydning og normal brydning er, at der ikke er vægtklasser her, så store og små kan kæmpe mod hinanden.

Endnu en solnedgang, denne var lige efter en støvstorm, så det var lidt særligt. Hvis der er noget, man aldrig bliver træt af i Mongoliet, så er det at se en solnedgang. Der er ikke 2 ens, og de er alle virkelig smukke. 

Det var de mest væsenlige billeder fra denne gang, men næste gang kommer der måske billeder fra flytningen af vores ger! Jeg håber, at vi flytter ned til floden snart, så jeg kan se noget andet end de samme bjerge. Jeg har også hørt, at man kan bade i floden, så det bliver helt sikkert et stort plus i min bog. 

Men mere om det, næste gang jeg kommer til byen. På lørdag skal vi ud og male et børnehjem, og så er det tilbage til min familie på søndag. 

Nu vil jeg gå ud og få noget at spise..

Husk jeg elsker jer alle sammen, og vi ses jo snart!!

UB - Pause

Så er min pause i Ulaan Batur snart slut, og jeg skal tilbage til min nomade-familie (imorgen...). Jeg har fået afleveret mit pas, så mit visum kan blive forlænget, jeg har fået handlet lidt godter ind, og fået købt flere sokker (4 par er åbenbart ikke nok..!). De første dage gik en smule langsomt, med bare at være her i vores guesthouse, med internet godt nok, men stadig kedeligt.
Igår og idag har dog været anderledes, da vi har set noget af det mongoliet har at byde på (ud over nomader). Igår var min nye ven Malen (hun er fra tyskland men har et svensk navn) og jeg til en traditionel, mongolsk koncert med både sang, musik og dans. Det var virkelig flot, men man måtte desværre ikke tage billeder, så der må jeg skuffe jer. Jeg kan dog fortælle at deres instrumenter er meget underlige at se på, men lyder lidt som de gamle instrumenter vi har i vesten (såsom banjo, blokfløjte og harpe). Tøjet kan jeg ikke rigtig forklare hvordan ser ud, men sangen den var virkelig speciel. De har mongolsk Long-song og Short-song, hvor Long-song er en masse aaaaaaaaaah og Short-song er mere ah-ah-ah. De har også det, der hedder Overtone-singing, hvilket kun mænd kan. De kan så til gengæld synge flere toner på samme tid, men jeg tvivler på det er rigtige ord de synger. Det lyder MEGET specielt, lidt ligesom en lille fugl er fanget i hans hals, og han prøver på at få den ud ved at sige ooooooooooh.
Efter koncerten og aftensmad gik Malen og jeg med en kvinde fra Projects Abroad på kareoke-bar. Det er de meget glade for her.. Men det er ikke som vi kender det, hvor man skråler løs for de andre gæster og naboerne. Her sidder man i et privat værelse (som ser ud som om der kunne komme en glædespige ind hvad øjeblik, det skulle være), man bestiller noget at drikke og så synger man ellers bare. Vi var kun 3, men det var meget hyggeligt alligevel. Men en kareoke-fan bliver jeg nok aldrig helt. 
Idag har Malen og jeg været i en national-park med andre frivillige fra Projects Abroad. Her prøvede vi at holde en ørn(en virkelig stor en af slagsen, den slags som kan dræbe ulve, har jeg fået fortalt..!), vi red en lille time på lejede heste og til sidst begav os op på et sjovt klippe-bjerg.
Det var på dette bjerg at vores staff-member fra projects abroad mistede sin kasket (den blæste af) og han besluttede at ville have den tilbage. Vi var dog meget nervøse, da han har brækket den ene arm. Vi ville helst ikke se ham brække den anden og lidt til.
Malen er på det samme projekt som mig, så vi skal følges ud til nomaderne imorges (vi bliver kørt af en chaffør fra projects abroad). Vi kan begge to ride, så derfor red vi mest for os selv idag. Min hest var dog både tynd og lille, så den ville ikke galopere. Håber virkelig der bliver mere ridning ude hos min familie fra nu af. Malen og jeg har lidt planlagt at vi bare kan ride hjem til hinanden, når vi keder os i løbet af dagen.. :D
Nu til billeder(jeg ved, det er det, i hungrer efter!!):

 Mig os så ørnen, som var virkelig tung(det tror jeg da pokker, hvis den kan slu ulve ihjel!!!). Og ja, det er kameler i baggrunden, som vi kunne betale for at ride på, men det var liiige lidt for dyrt, til at jeg gad. Jeg har jo faktisk redet på en dromedar(jeg håber det staves sådan, men den med kun en pukkel)

 Mig og min lille hest. Det var et utrolig flot område, vi red rundt i. Det var mere råt, end der hvor jeg bor med min nomade familie, fordi her var mere stenet og flere træer. Jeg vil tro at vores område minder lidt mere om ørken, end om bjerge.

Det var så os, der var af sted. Der var folk fra Canada, Frankrig, Holland, Tyskland, England og Danmark(hele 2, pigen med det orange tørklæde er også dansk).

Nu til gamle billeder, da folk gerne vil se hvordan der ser ud inde i vores ger:

Jeg sover på sengen til vestre, som i nok kan se på min taske. Jeg troede, at man altid skulle gå med uret rundt i geren, men det er åbenbart ikke så vigtigt. Hvad man til gengæld IKKE må er at gå mellem de to orange stolper. Jeg ved ikke lige hvorfor, men det er meget fy-fy. 

Som sagt tager vi ud til nomaderne imorgen, og jeg glæder mig på en måde. Dels fordi jeg nu har mine gaver til min familie, men også fordi jeg nu har masser af bøger og der er flere mennesker der ude, som jeg kan snakke med. Fra imorgen er vi 4 og der kommer en mere på tirsdag. Og selvom det er dejligt at være på internettet og man kan komme i bad, så er Ulaan Batur ikke min favorit-by. Den minder mest om byerne i de øst-europæiske lande, for nogle år siden. Og trafikken her har meget få regler, og de regler kan jeg ikke helt finde ud af. Derfor går jeg helst ikke udenfor.

Det er så det sidste indlæg i de næste 2 uger(eller der omkring). Næste gang jeg er her, vil det være juni måned og altså måneden, hvor jeg kommer hjem.

Jeg savner jer stadig, men jeg er der inden i kan nå at sige (hvornår er det, Jirina kommer hjem?). Husk jeg elsker jer alle sammen (i tilfælde af, at jorden går under, så er jeg hos jer, i jeres hjerter, ligesom i er hos mig :-* !).