Ude godt, men hjemme bedst..

Nu er det ca. en måned siden, jeg kom hjem. Det virker som om det er 100 år siden jeg var af sted, men tiden her hjemme er alligevel fløjet af sted. Jeg har bl.a. været en uge i Spanien og 2 uger i sommerhus, siden jeg kom hjem, så det er ikke meget jeg har været i København.
Når jeg tænker på tiden, hvor jeg var væk, så virker det så mærkeligt. Normalt når jeg har været ude og rejse, på ferie osv. så er tiden forsvundet mellem alt det sjove, jeg har oplevet. Men sådan kan jeg ikke få mig selv, til at tænke på min tur. Den har påvirket mig så meget, at de 4 måneder for altid vil være de længste i mit liv. Specielt i Mongoliet, hvor tiden gik på en helt anden måde, det virker som en menneskealder for mig.

Jeg havde ikke troet, at jeg ville sige det her, men der er noget, jeg savner. Ikke en specielt ting, en bestemt person eller en oplevelse. Naturen. Både i Cambodia, på vores lille ø og de evige sletter og bjerge i Mongoliet. Når man kommer fra et land som Danmark, hvor vi ikke har meget variation i naturen, så er bjerge godt noget man kan blive afhængig af. Et bjerg for mig er næsten uvirkeligt, fordi Danmark er så flat. De lande, der har bjerge er heldige, efter min mening. Det at have en gigantisk sten, der stikker op af landskabet, det må da være helt fantastisk.
I Cambodia var det tropiske klima og dertilhørende tropisk natur også noget særligt. Specielt på insekt-fronten. Jeg er ikke meget for insekter, slet ikke når de kan flyve. Edderkopper og slanger står heller ikke højt på min liste. Vi har jo hav her, og strande og sol. Men i Cambodia var det blandingen af det hele, der gav det et ekstra klik. Menneskerne, måden vi boede på og det at skulle sove i myggenet, det gjorde det så anderledes, at jeg umuligt kan sammenligne det med noget, vi har i Danmark. Efterskole har jeg tit følt var lidt der hen af, men myggenettene og hytterne vi boede i, det finder man ikke på efterskoler i Danmark.

Jeg er hjemme nu, jeg er så småt kommet ind i rutinen igen, og jeg skal starte på universitetet d. 22 August. Mine forældre minder mig om, at jeg skal sende en pakke med billeder og ting til min værtsfamilie i Mongoliet, men på det punkt sidder rejsen nok stadig i mig. For jeg bliver ved med at tænke, at der er masser af tid. At det ikke er så lang tid siden, jeg er kommet hjem. Og at jeg nok skal nå det hele.