Det er det virkelig. Imorgen, på dette tidspunkt, er jeg på vej tilbage mod Danmark. Jeg glæder mig helt vildt, selvom det selvfølgeligt er sørgeligt, at min rejse er slut.
Mine dage her i UB har ikke budt på så meget, da jeg ikke rigtig har lavet andet end at købe gaver og se et enkelt museum. Det var ikke det fedeste..
Jeg kunne måske godt mødes med nogle af de andre frivillige, men det virkede så dumt, når jeg skulle hjem lige om lidt. Desuden er jeg blevet vandt til at være alene, efter al den ensomhed ude hos nomaderne.
At købe gaver her er ikke specielt nemt, da Mongoliet har VIRKELIG mange butikker, hvor man kan købe gaver og souvenirs. Det er på grænsen til latterligt, og første dag jeg gik ud for at kigge, købte jeg ikke rigtig noget, fordi det simpelthen var så overvældende. Jeg har dog fuldent min shopping med den sidste gave idag, og jeg har prøvepakket min taske, for at se om det hele kunne være der. Det kan det godt..
Jeg er en smule spændt på rejsen imorgen. Hvordan det kommer til at gå osv. Jeg skal vente 5 timer i Beijing, men har ikke rigtig nogle penge, så hvordan de timer kommer til at gå, ved jeg ikke. Så skal jeg flyve i 11 timer fra Beijing til Heathrow og derefter er det hjem til KBH. Mit fly lander 23.05 eller sådan noget, så jeg skal rejse i næsten 24 timer (når man tager højde for tidsforskellen). Jeg skal nok klare den, håber det hvert fald.
Jeg tror nok, at jeg har fået sagt ordentligt farvel til UB og Mongoliet. Sådan føles det hvert fald. Lige nu venter jeg bare. Venter på, jeg skal videre, skal af sted til lufthavnen, skal hjem. Dagen er forløbet med alle de ting, jeg har set frem til i lang tid. At købe mine gaver og pakke min taske ordentligt til flyveturen (det er dog ikke helt gjort, da min computer også skal i tasken på et tidspunkt) og så har jeg taget et bad, så jeg ikke føler mig ulækker og beskidt, når jeg skal ud og flyve imorgen.
Mongoliet har givet mig så meget, og jeg vil sige at jeg nok er kommet tættere på landet, end jeg kom på Cambodia. Jeg har set landende fra 2 forskellige vinkler, men Mongoliet har givet mig så mange forskellige ting, hvor livet i Cambodia mest bød på det samme. Jeg har set årstiderne skifte her, hvilket virkelig er underligt (det er som om, det skifter fra den ene dag til den anden..). Cambodia var fantastisk dejlig og afslappende, og dykningen blev virkelig fed til sidst. Mongoliet har været en udfordring på så mange måder, både fysisk og psykisk. I Cambodia var de andre frivillige, min familie. Her havde jeg min egen, rigtige familie, som jeg kom til at holde af, det kan man nok ikke undgå.
Jeg kan slet ikke få forklaret det rigtigt, men det er nok fordi jeg ikke har set det hele i perspektiv endnu. Rejsen, de ting jeg har set, de ting jeg har prøvet. Det er virkelig fantastisk at jeg har været på sådan en rejse. Mit gamle jeg indså aldrig helt, hvad det var. Mit nye jeg, mit berejste jeg, har overvundet udfordringerne og er stolt af at komme hjem, med så meget at fortælle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar